Projekt Skave & omegns Multihus blev indviet i foråret 2016.

Herunder ses dele af projektet undervejs i forløbet...

Følg Skave & omegns Multihus på Facebook og på www.skavemultihus.dk

 


INDVIELSE AF SKAVE OG OMEGNS MULTIHUS
Godt 8 måneder efter første spadestik står Multihuset nu færdigt. Nye, lækre rum til fællesskab i Skave og omegn er nu indviet og står klar til brug.
Det blev en festlig dag med taler, gaver, overraskelser og lækkert mad. Se flere billeder her

Se artikel i Dagbladet

Se omtale på Kommunens hjemmeside

PROJEKT "SKAVE MULTIHUS"

Link til tegninger, støtteformularer mm.

Spar Nord fonden støtter Skave & omegns Multihus med 20.000 kr til sofa, sækkestole og tv i Multihuset


Nordea Fonden støtter Skave og Omegns Multihus
Der var stor glæde i Fundraisergruppen for Skave og Omegns Multihus, da de fik beskeden om, at Nordea Fonden vil donere 15.000 kr. til en mobilscene i det kommende Multihus. Scenen skal bruges til både nytårskoncert, amatørteater, foredrag og af skoleelever – den vil kunne deles op i større og mindre podier alt efter behov og vil være let at håndtere. STOR tak Nordea Fonden for deres donation.

Færch Fonden donerer 50.000 kr. til mobilscene i Skave og Omegns Multihus
Der var stor glæde i Fundraisergruppen for Skave og Omegns Multihus, da de fik beskeden om, at Færch Fonden vil donere 50.000 kr. til en mobilscene i det kommende Multihus. Scenen skal bruges til både nytårskoncert, amatørteater, foredrag og af skoleelever – den vil kunne deles op i større og mindre podier alt efter behov og vil være let at håndtere. STOR tak Færch Fonden for deres donation.

Byggeriet er igang ...
Efter 2 års hårdt arbejde med at samle penge ind, lave skitser, tegninger og lægge budgetter er man nu klar til at gå igang med at bygge Skave Multihus. Projektet er støttet af Holstebro Kommune. LAG, midler fra EU og en flot lokal opbakning til indsamling.

I uge 27 gik de første maskiner igang, med nedrivning af den nuværende gymnastiksal og sognegård. Der skal gøres plads til et nyt lækkert multihus, med flere fleksible lokaler, multisal til gymnastik, badminton, volleyball, koncerter ja, kun fantasien sætter grænser. Som noget af det første bliver kantinen i den nuværende hal tømt og klargjort til ombygning.
Skave Fitness flytter i større lokaler og der bygges flere omklædningsrum. Taget på den nuværende hal bliver skiftet og efterisoleret.
Fredag 21. aug. blev 1. spadestik til byggeriet af Skave Multihus foretaget. I strålende solskin blev den første "fest" holdt ved det nye byggeri. Folketingsmedlem Thomas Danielsen, 1. viseborgmester Torben Gudiksen og fmd. for Kultur og Fritid Lars Brøgger kom og sammen med Bibi Mundbjerg og Flemming Nilsen tog de det første spadestik. Derefter var der forfriskninger til alle. Rune og Trine stod i pølsevognen.

Vi vil opfordre til overbærenhed og forståelse for, at der vil blive nogle udfordringer omkring skole og hal i bygge perioden.  Lad os hjælpe hinanden med, at få det til at glide. Nu kan vi kun gå og glæde os til det færdige produkt, som gerne skulle blive til glæde og gavn for alle, så lad os hjælpes ad med at få liv i huset. Byggeriet forventes at stå færdigt 1. maj 2016.

BEMÆRK - HALLENS INDGANG ER LIGE NU FLYTTET TIL MODSATTE ENDE

Tegningerne kan ses som pdf her ved siden af og hænger i Skave Hallen.


 

"HUSETS VENNER"


Forretningsudvalget vil gerne synliggøre de virksomheder som har støttet byggeriet af vores nye flotte samlingspunkt.
Derfor har man oprettet en "erhvervsklub" Husets Venner.

Alle som har støttet bliver nævnt på en plade i indgangspartiet, Facebook og her på siden.
Uden jeres hjælp og den enorme flotte private indsamling var dette fantastiske nye hus aldrig blevet til noget.

Mange tak skal lyde fra forretningsudvalget.

TAK FOR STØTTEN TIL:
Salon Tove, Hogager - Skave Elforretning - Skave Nedbrydning - Revisionskontoret Vest,
Obitsø Frisørsalon - Hogager GF - Skave Turistfart - NK service - Min Købmand Skave - Hegn & Grovvarer

Flere følger...


 

Frivillig hjælp
Vi håber vi kan trække på rigtig mange af jer. Har du lyst til at hjælpe med nogle af de opgaver som skal løses af frivillige i forbindelse med byggeriet, kan du skrive en besked her. Der vil løbende komme opgaver, som vil blive slået op her på siden, som du kan tilmelde dig.

Har du spørgsmål til projektet, du gerne vil ha svar på, så kan du også skrive til projektgruppen her ved siden af.

Indsamling af penge
Den næste tid vil alle der har doneret penge blive kontaktet, da pengene nu skal til at indbetales. Vi håber på, at jer som har doneret det fulde beløb, vil overveje at give det fulde fradragsberettige beløb for 2015 som er på 15.000 kr.
Skulle der sidde nogen som ikke har fået doneret penge, så kan I nå det endnu ved at udfylde formularen øverst til højre her på siden og aflevere til Knud Thoustrup Rosenvænget 15, Skave eller kontakte udvalget.

Navn
E-mail
Besked / jeg kan hjælpe med følgende

 


FRA 1. MØDE I 2013 TIL BYGGESTART, ER DER SKET MEGET...


 

Julestue-overskuddet på 8.702 kr. kroner gik til Multihallen

I december 2013 afholdte Skave skole julestue, med fællesspisning, boder, teater, seniorklubben solgte æbleskiver, julekor og meget andet. Overskuddet lød på 8.702 kr som går til byggeriet af det kommende multihus.

Elevrådsformand Emma Bay Thoustrup overrækker checken til Bibi Mundbjerg fra Styregruppen bag byggeriet.

28.000 solgte rundstykker hos Skave Købmand

Der er blevet sendt rigtig mange rundstykker over disken hos købmanden i Skave de sidste måneder. Tallet er oversteget de 28.000 stk. og da de donerer 25 øre pr. stk til det kommende Multihus er det ved at blive et pænt pengebeløb. Flot, flot resultat!

 Købmanden fortsætter donationen frem til 1/4 2014. Der går 25 øre af hver solgte rundstykke til Multihuset. Så køb rundstykker fra Sevel Bageri hos Skave købmand og støt samtidig Multihuset.

Dagpleje indsamlede 5.445 kr.

Dagplejerne i Trabjerg, Skave og Hogager har afholdt heldagslegestue som sluttede af med motorcykel sponsorløb.

Ca. 90 forældrene/bedsteforældrene kom til eftermiddagskaffe og sponsor motorcykelløb.

Dagplejerne ville være med til at samle ind til den nye multihal i Skave. Der var en utrolig stor opbakning fra forældre og bedsteforældre, så det var et meget flot pengebeløb der blev samlet ind. Der hænger en stor check i hallens kantine.

5 mio. på vej til projekt Skave og omegns Multihus

Der er indgået budgetforlig i Holstebro Kommune på anlæg - det betyder at Skave og omegnens multihus får 5 mio i 2015.

Så flot, nu mangler vi at få de sidste penge samlet ind. Så lad dette give fornyet energi til indsamlerene og alle får lyst til at bidrage til dette nye samlingssted - det er nu vi skal stå sammen her i øst, for nu skal det bygges.

SÅ ER INDSAMLINGEN RIGTIG GODT I GANG

Lørdag morgen 10/8 2013 var der rundstykker til alle der havde mulighed for at komme forbi Skave Hallen. Der var et rigtig godt fremmøde og super positiv stemning. Dejigt at så mange var mødt og der er allerede i løbet af denne formiddag givet tilsagn på hen imod 900.000 kr.
Det er bare superflot! Det giver virkelig grund til optimisme til den videre indsamling...

Første stormøde om projektet blev afholdt fredag 7. juni 2013 i hallen
Aftenen startede med spisning og derefter var der indlæg fra skoleleder Karsten Kloster, som lagde op til en mere åben skole i fremtiden og ser mange muligheder i en sammenbygning af skolen og hallen.
Derefter kom Thomas Danielsen fmd. for Kultur og fritid på scenen, under temaet: "hvordan kan vi samarbejde om et attraktivt landsbysamfund". Han kom med mange gode idéer til, hvad man kan gøre for at blive mere synlig som landsbysamfund.
Bibi Mundbjerg præsenterede projektgruppen og gav en god gennemgang af, hvad man har arbejdet med i flere år.
Henrik Ragborg, som er manden bag stregerne, gennemgik de foreløbige tegninger, hvorefter Knud Thoustrup fortalte kort om økonomi og gav ordet til direktøren for Borbjerg sparekasse, Mogens Christensen, der gennemgik de forskellige finansierings muligheder mm.

Projektgruppen for Skave Multihus:
Bibi Mundbjerg
Ole Stride
Henrik Ragborg
Knud Thoustrup

VELKOMMEN TIL SKAVE OG HOGAGER

Dette website anvender cookies. OK